18 familieboliger på Falkevej

På hjørnet af Falkevej og Nordre Fasanvej i København har HP Byg opført 18 nye familieboliger med privat parkeringskælder for Calum A/S. Området omkring Falkevej er kendetegnet ved en særlig blanding af forskellige bygningstyper, skalaspring og funktioner. Området er præget af dets industrielle fortid med mange mindre bygninger, der tidligere husede småindustri, samt boligkarréer, der husede arbejderne. Udtrykket i området er råt, industrielt og heterogent, og boligerne tager udgangspunkt i denne kulturarv, der genfortolkes som et nutidigt og enkelt byggeri.

Lejeboligerne afslutter en boligkarré i et fortættet, urbant område, der er kendetegnet ved mange forskellige bygningstyper. De 18 lejeboliger er opført i en vinkelformet bygning, der består af en 4-etagers længe ud mod Falkevej, samt en 3-etagers længe ud mod Nordre Fasanvej.

Marie-Louise Rooijackers Mejlholm, associeret partner hos Sangberg og projektleder på Falkevej-projektet fortæller:
"Der er et interessant potentiale i at arbejde med et infill som nybyggeriet på Falkevej. Vi har optimeret boligerne, så beboerne får den bedst tænkelige bo-kvalitet, ligesom vi har tilpasset projektet til omgivelserne. Området omkring Falkevej og Nordre Fasanvej er meget heterogent, så vores strategi har været at skabe et afdæmpet projekt med gode, gennemlyste boliger, hvor der både inde og ude er draget omhu for projektet ved hjælp af enkle virkemidler.”

Der er indflytning i boligerne sommer 2019.

Se flere billeder af projektet her.